8 dage
Varighed
Let-moderat
Sværhedsgrad
Italien
Sted
april-oktober
Rejseperiode

  Gå på opdagelse i de hyggelige middelalder- og renæssancebyer i Toscanas smukke Val d’Orcia-region.

  Nyd de verdensberømte, lokale vine og lad dig forføre af det lækre toscanske køkken.

  Slap af og mærk den helbredende effekt af de underjordiske varme kilder i Bagno Vignoni.

  Oplev det karakteristiske toscanske landskab med de bløde bakker, olivenlunde og vinmarker.

  Besøg det imponerende kloster Monte Oliveto Maggiore, der er smukt beliggende på en skovklædt tinde.


Bløde, bølgende bakker, cypresallér, gyldne hvedemarker, sølv-grønne olivenlunde og snorlige vinmarker omgivet af skovklædte bjergkæder mod nord og små øer, der ligger som perler i det glitrende blå hav mod syd. Føj hertil et enestående køkken og nogle lige så enestående vine, historiske byer og en rig kulturarv – så har du Toscana!

På denne tur vandrer man i Val d’Orcia, som er en smuk del af Toscana, der strækker sig omkring 80 km fra Siena i nord til den store vulkan Amiata i syd. Val d’Orcia, der kaldes ’den vandrige dal’, blev i 2004 optaget på UNESCOs Verdensarvliste, og vil man med egne øjne se de klassiske Toscana-landskaber, man kender fra renæssancemalerier, postkort og film som Gladiator, Den engelske patient og En skærsommernats drøm, så er det her, man skal tage til!

Hvis man drejer uden om Toscanas turistfyldte storbyer, opdager man et landskab med bakker, vinmarker og landsbyer, der stadig står som i renæssancen. Tag med til Val D’orcia og oplev det ’rigtige’ Toscana. – Berlingske

Det bløde, frugtbare landskab bliver bundet sammen af bakketoppenes middelalderlige stenlandsbyer, og det er disse charmerende småbyer, man vandrer mellem. Du kommer bl.a. til at overnatte i de to hyggelige landsbyer Montepulciano og Montalcino, som er verdensberømte for deres vine, og den smukke UNESCO-by Pienza, der byder på unik renæssancearkitektur og en uovertruffen udsigt. Du kommer også forbi Bagno Vignoni, hvor du har mulighed for at bade i varme kilder, som man har gjort siden romertiden.

Det er næppe nødvendigt at nævne, at både maden og vinen i dette område er i særklasse, så når dagens vandring er veloverstået, kan du glæde dig til at forkæle dine smagsløg med en udsøgt toscansk middag.

8 DAGE Fra 5.599 kr. pr. person i dobbeltværelse.
SOLOTILLÆG +2.599 kr.
INDKVARTERING 3- og 4-stjernede hoteller og agriturismo med morgenmad. Nogle af stederne har swimming pool og restaurant. Alle værelser er en-suite.
Det er muligt at booke ekstra overnatninger på alle hotellerne.
REJSEPERIODE April til oktober
INKLUDERET
7 overnatninger på 3- og 4-stjernede hoteller og agriturismo med morgenmad
Bagagetransport
Privat transport på dag 4, 6 og 7
Kort og detaljeret rutebeskrivelse (på engelsk)
Detaljeret destinationsmanual (på engelsk)
GPS tracks
24 timers telefonassistance
IKKE INKLUDERET
Fly
Rejseforsikring
Frokost og aftensmad
Transport til Montepulciano og fra Siena
1

Dag 1: Ankomst til Montepulciano

Din vandreferie i Toscana begynder i vinbyen Montepulciano, der ligger højt på en bakketop, og som med sin middelalderarkitektur og stejle gader oser af historisk charme. Det er let at komme til Montepulciano fra både Rom, Firenze og Pisa; tag toget til Chiusi og herfra en lokal bus eller taxa. Når du er ankommet, kan det anbefales at sætte sig til rette med et glas god vin på en af de mange hyggelige vinbarer og nyde den imponerende udsigt over det bakkede toscanske landskab, som du snart skal i gang med at udforske til fods.Overnatning i Montepulciano.
2

Dag 2: Montepulciano til Pienza

Distance: 13/15 km | Opstigning: 384 m | Nedstigning: 504 m | Tid: ca. 4 t.Du starter ud ved kirken San Biagio og følger en stille sti med skønne udsigter gennem kuperet terræn forbi talrige vingårde og olivenlunde. Efter et stykke tid når du den fredfyldte landsby Montichiello, hvor du kan stoppe og spise frokost eller evt. snuppe en hurtig cappucino, inden du fortsætter til Pienza.Pienza har været et yndet rejsemål siden 1400-tallet, og pavepaladset, domkirken og haveanlæggene står stadig som i renæssancen. Byen, der bl.a. er kendt for trøfler og for sin lækre pecorino-ost, er et godt sted at prøve nogle af de mange toscanske lækkerier. Udsigten over Val d’Orcia fra byens mure er i øvrigt uovertruffen!Overnatning i Pienza.
3

Dag 3: Pienza til Bagno Vignoni

Distance: 12 km | Opstigning: 197 m | Nedstigning: 418 m | Tid: ca. 4 t.Denne dag vandrer du gennem et smukt område med bløde bakker, egetræsskove, cyprestræer og kønne landsbyer. Når du når frem til Bagno Vignoni, kan du bruge eftermiddagen på at slappe af i de termiske bade, der får sit varme vand direkte fra byens underjordiske kilder, som man benyttede allerede tilbage i romertiden. Perfekt til ømme ben og fødder efter en god dags vandring.Overnatning i Bagno Vignoni.
4

Dag 4: Bagno Vignoni til Sant'Antimo

Distance: 14 km | Opstigning: 227 m | Nedstigning: 187 m | Tid: ca. 5 t.En lidt mere udfordrende, men udbytterig dag venter dig i dag, hvor du følger udtørrede flodlejer gennem vilde omgivelser til Sant’Antimo, som er et afsondret kloster i et idyllisk landskab. Når du har udforsket klosteret, bliver du transporteret til Montalcino, hvor du skal overnatte.Montalcino ligger ca. 570 meter over havet, og der er en fin udsigt over det omkringliggende område. Det er i Montalcino, at den berømte vin Brunello di Montalcino produceres, og i den gamle bydel finder man adskillige vinkældre, håndværkssteder, små hyggelige caféer og butikker, der sælger lokale specialiteter som honning og ‘ossi di morto’-kiks.Overnatning i Montalcino.
5

Dag 5: Montalcino til Buonconvento

Distance: 15/18 km | Opstigning: 316 m | Nedstigning: 619 m | Tid: ca. 5 t.Efter en styrkende morgenmad starter du ud på en lang, men dejlig vandredag. Du går i den berømte vinregion Brunello, hvor du passerer en række vingårde og olivenlunde. Derefter kommer du til det smukke Crete Senesi-landskab, inden du til sidst når frem til hyggelige Buonconvento.Buonconvento er ikke så kendt, som f.eks. Pienza og Montalcino, men den eneste årsag er, at den ligger i bunden af dalen og ikke på en bakketop. Det skorter i hvert fald ikke på hverken stemning, historie eller skønhed, og da byen er lidt mere ukendt, er her en dejlig fredfyldthed.Overnatning i Buonconvento.
6

Dag 6: Monte Oliveto Maggiore til Buonconvento

Distance: 14 km | Opstigning: 382 m | Nedstigning: 460 m | Tid: ca. 5 t.Du starter dagen med et kort lift til benediktinerklosteret Monte Oliveto Maggiore, der ligger højt på en skovklædt tinde i ensom majestæt. Klosteret blev grundlagt i starten af 1300-tallet og opnåede hurtigt et stort ry pga. dets mange religiøse personligheder. Det meste af det imponerende bygningskompleks stammer fra 1400- og 1500-tallet og huser i dag en af de største og mest aktive forsamlinger af benediktinere. Klosterkirken er åben for besøgende, og der er desuden en lille restaurant, en café og en souvenirbutik, der drives af munkene.Når du er færdig med at udforske klosteret, vandrer du tilbage gennem et smukt kuperet landskab og kommer bl.a. igennem den lille landsby Chiusure. Ruten fører dig også igennem et skovklædt område, og der er igen smukke udsyn over Crete Senesi-landskabet, inden du når tilbage til Buonconvento.Overnatning i Buonconvento.
7

Dag 7: Monteroni d'Arbia til Siena

Distance: 10 km | Opstigning: 227 | Nedstigning: 187 m | Tid: ca. 4 t.Du begynder den sidste vandredag med et lift til Monteroni d’Arbia, hvorfra du begynder vandringen mod Siena. Ruten går gennem et bakket landskab med flere små byer undervejs. Når du når frem til Arbia, tager du toget til Siena; en smuk og historisk interessant by, som du har god tid til at udforske.Overnatning i Siena.
8

Dag 8: Afgang fra Siena

Din vandreferie er ved vejs ende. Fra Siena er der gode togforbindelser tilbage til Pisa, Firenze eller Rom.

Find vej til Montepulciano

/ Man kan flyve enten til Rom, Pisa eller Firenze. Både SAS, Norwegian og Ryanair har direkte flyforbindelser mellem København og Rom. Norwegian flyver mellem København og Pisa, og Vueling Airlines flyver mellem København og Firenze.Fra Billund er der direkte fly til Rom og Pisa med Ryanair.Fra hovedbanegården i de respektive byer kan man tage et tog til Chiusi, hvorfra det tager ca. 25 min. til Montepulciano med bus eller taxa. Den samlede rejsetid afhænger af togforbindelsen, men er ca. mellem 2-3½ time. Du kan finde afgangstider og priser på Trenitalias hjemmeside. www.trenitalia.com

Find vej fra Siena

/Fra Siena kan man tage toget tilbage til Pisa, Firenze eller Rom. Igen kan du finde afgangstider og priser på Trenitalias hjemmeside.Inden du tager af sted, sender vi dig en informationspakke, hvor du bl.a. finder detaljeret information om offentlig transport.

Tuscany, Val d'Orcia
Montepulciano
Montepulciano-lukasz-czechowicz-37960-unsplash
Tuscany village street
Tuscany hilltop village
Pienza-paolo-bendandi-1461209-unsplash
Val d'Orcia signposts
Tuscany vineyards
Tuscany church
Tuscany castle
Val d'Orcia doorway
vineyards, Val d'Orcia
Siena-Piazza-del-Campo-mateus-campos-felipe-1606551-unsplash
San-Quirico-d'Orcia--giuseppe-mondi-516556-unsplash

Turanmeldelser

Der er endnu ikke nogen anmeldelser.

Skriv en anmeldelse

Vurdering