7 dage
Varighed
Moderat
Sværhedsgrad
Frankrig
Sted
marts-november
Rejseperiode

  Gå på opdagelse i den maleriske landsby Isle-sur-la-Sorgue, der er kendt som Provences Venedig.

  Oplev det middelalderlige kloster Abbaye de Sénanque omgivet af duftende lavendelmarker.

  Besøg den spektakulære middelalderlandsby Fontaine-de-Vaucluse og Sorgue-flodens udspring.

  Betragt de højtliggende, postkortskønne landsbyer Gordes og Bonnieux.

  Mærk langt-fra-alfarvej-charmen på det hyggelige overnatningssted Auberge des Seguines i Buoux.


Vandring i Luberon-bjergene byder hele tiden på nye opdagelser – regionen vrimler med ufatteligt smukke, gamle landsbyer, der har en spektakulær beliggenhed med udsigt over dalene nedenunder, med kæmpestore marker, hvor der vokser valmuer, lavendel og vilde blomster, og med ældgamle stenhytter, der udgør oplagte picnic-steder.

Din vandreferie begynder i byen Isle-sur-la-Sorgue, der bliver kaldt Provences Venedig på grund af dens mange kanaler, og bringer dig videre forbi de mystiske kilder ved Fontaine de Vaucluse, gennem de berømte landsbyer Gordes og Bonnieux og langs den spektakulære Aiguebrun-flod. Alle disse steder er forbundet af nogle af Frankrigs smukkeste vandrestier.

I dette landlige område har næsten alle landsbyerne deres eget ugentlige marked, hvor der sælges lokale specialiteter som olivenolie, honning og lavendel. Vi anbefaler dig at starte din tur på en lørdag, så du kan opleve det berømte søndagsmarked i Isle-sur-la-Sorgue, som er det ideelle sted at købe sig en lækker picnicfrokost til den første vandredag.

7 DAGE
  • Standardversion fra 5.999 kr. pr. person i dobbeltværelse.*
  • Komfortversion fra 7.499 kr. pr. person i dobbeltværelse.*

*Højsæsontillæg i sommerperioden.
*Solotillæg for enkeltrejsende.

INDKVARTERING Gode, komfortable hoteller med morgenmad. Alle hoteller er omhyggeligt udvalgt pga. deres beliggenhed, atmosfære og/eller unikke service. Nogle af de hoteller, vi samarbejder med, er opført nedenfor. Hvis et bestemt hotel er optaget, vil vi booke et lignende og informere om det.

Alle værelser er en suite, og det er muligt at booke ekstra overnatninger på alle hotellerne.


Standardindkvartering Komfortindkvartering
REJSEPERIODE Marts til juni og september til november.

Denne tur er ikke tilgængelig i juli og august, da nogle af stierne er lukkede på grund af brandrisiko.

INDKLUDERET
6 overnatninger med morgenmad
1 x aftensmad på Auberge des Seguins
Dag 2: privat transport fra Isle-sur-laSorgue til Fontaine de Vaucluse
Dag 4: privat transport fra Gordes til Goult
Dag 7: privat transport fra Buoux til Isle-sur-la-Sorgue
Bagagetransport
Kort og detaljeret rutebeskrivelse (på engelsk)
Detaljeret informationspakke inden afrejse
24 timers telefonassistance
IKKE INKLUDERET
Fly
Rejseforsikring
Frokost og aftensmad, hvis ikke andet er angivet
Transport til/fra Isle sur la Sorgue på dag 1 og 7
Alt andet, der ikke er nævnt under inkluderet
VALGFRI EKSTRAYDELSER
Ekstra overnatninger
Enkeltværelse

Denne tur egner sig til personer, som er vant til regelmæssig og vedholdende motion (såsom gåture, cykelture, aerobic etc.), og som kan klare at gå (langsomt) opad i op til to timer ad gangen. Ruterne tager som regel maks. 5 timer med op til 600 meters opstigning pr. dag i et varieret terræn, der dog ikke byder på tekniske udfordringer.

1

Dag 1: Ankomst til Isle-sur-la-Sorgue

Du ankommer til byen Isle-sur-la-Sorgue, der danner en lille ø, omgivet som den er af Sorgue-flodens krystalklare vande. Byens kanaler er flankeret af hyggelige caféer, restauranter og antikvariater, og søndagsmarkedet er et af de mest farverige i hele Provence. Fortab dig selv i de smalle, labyrintiske gader og byens varme, provencalske charme.

Overnatning i Isle-sur-la-Sorgue. Der er marked torsdag og søndag – søndagsmarkedet er stort og berømt.

2

Dag 2: Fontaine de Vaucluse til Gordes

Distance: 13 km | Opstigning: 450 m | Nedstigning: 200 m| Tid: ca. 4 t.

Denne morgen starter med et kort lift til Fontaine de Vaucluse, hvor Sorgue-floden har sit udspring. Gennem cederskove følger du den 300 år gamle mur de la peste, som er en stenmur bygget i 1720 for at beskytte Provence mod pesten. Stien fører dig gennem landsbyen Cabrières, inden du til sidst ankommer til Gordes, som er en spektakulær lagdelt landsby, der rejser sig dramatisk fra dalen og er kronet af et majestætisk renæssanceslot på toppen.

Hvis du foretrækker en kortere vandretur, er det også muligt at starte fra Cabrières.

Overnatning i Gordes. Der er et lille marked om tirsdagen.

3

Dag 3: Rundvandring fra Gordes via Sénanque-klosteret

Distance: 10 km | Opstigning: 250 m | Nedstigning: 250 m| Tid: ca. 3 t.

Dagens rundvandring bringer dig gennem timianduftende marker med gamle stenhytter her og der og ned i Sénancole-dalen. Her bliver du snart mødt af den ikoniske udsigt over det middelalderlige Sénanque-kloster omgivet af et hav af duftende lavendel. Klosteret, der stadig er i brug, blev bygget i 1148 og er en af de bedst bevarede og mest storslåede romanske bygninger i Frankrig. Du vil have tid til at udforske klosteret, inden du vender tilbage til Gordes ad en brostensbelagt sti.

Overnatning i Gordes.

4

Dag 4: Goult til Bonnieux

Distance: 11 km | Opstigning: 320 m | Nedstigning: 250 m | Tid: Ca. 3½ t.

Efter morgenmaden bliver du kørt til landsbyen Goult, som har markedsdag om torsdagen fra juni til september. Herfra krydser du Calavon-dalen, hvor du kommer forbi ruinerne af ældgamle stengårde, inden du når byen Lacoste. Lacoste byder på et pragtfuldt sammensurium af gamle byporte og brostensbelagte gader for ikke at nævne byens dragende slot bygget af Marquis de Sade… Det er et godt sted at holde picnic, og hvis man ikke har taget madpakke med, kan man få en god frokost i den hyggelige restaurant Café de France. Efter frokost fortsætter du til bakketop-byen Bonnieux, som er endnu en af Luberons juveler, der blev udødeliggjort i Peter Mayle’s Et år i Provence. Besøg byens smukke torve og de gamle brostensbelagte trin, der fører til dens kirke, som stammer fra det 12. århundrede.

Overnatning i Bonnieux. Der er marked om fredagen.

5

Dag 5: Rundvandring fra Bonnieux via cederskov

Distance: 14 km | Opstigning: 400 m | Nedstigning: 400 m | Tid: ca. 4 t.

I dag kommer du op i den højest beliggende del af Luberon, der er dækket af cederskov. Skovens mørkegrønne løvtag er dejligt skyggefuldt, og det er skønt at sidde her og nyde sin frokost, mens man betragter de fantastiske udsigter, der strækker sig hele vejen fra Alperne til Middelhavet, hvis vejret er klart.

Det er muligt at forlænge ruten med 2,5 km (ca. 45 min.) ved at slå en ekstra sløjfe inde i skoven.

Overnatning i Bonnieux.

6

Dag 6: Bonnieux til Buoux

Distance: 14 km | Opstigning: 250 m | Nedstigning: 150 m | Tid: ca. 4 t.

Den første halvdel af denne rute går langs stille, flade veje. Husk at kigge dig tilbage fra tid til anden, inden Bonnieux forsvinder ud af syne. Ruten bringer dig gennem egetræsplantager og forbi elegante stenvillaer. Efter Col du Pointu-passet når du Grand Luberon. En gammel sti gennem egeskovene leder dig til slottet Château de Buoux og videre op til den lille kirke Chapelle de Ste. Marie fra det 12. århundrede. Du passerer den lille landsby Buoux og vandrer langs respektindgydende klipper, inden det går nedad ad en brostensbelagt muldyrsti med hårnålesving hele vejen til foden af Aiguebrun-dalen, hvor du finder det charmerende overnatningssted Auberge des Seguins.

Overnatning på Auberge des Seguins (aftensmad inkluderet).

Auberge des Seguins ligger utroligt smukt og fredfyldt ved en flod for enden af Aiguebrun-dalen. Her er hverken fjernsyn, internet eller mobilsignal, og der er derfor ekstra god mulighed for at komme helt ned i gear og nyde den storslåede natur. Da der ikke er nogen spisesteder i nærheden, er aftensmaden inkluderet, og der serveres som regel hjemmelavede provencalske specialiteter.

7

Dag 7: Buoux til Isle-sur-la-Sorgue og afgang

Din vandreferie er ved vejs ende. Der er arrangeret transport fra Buoux til Isle-sur-la-Sorgue, hvorfra du kan komme videre med tog til Avignon eller Marseille.

Find vej til Isle-sur-la-Sorgue

Den nærmeste lufthavn er Marseilles-Provence Lufthavn. Alternativt kan du også flyve til Paris Charles De Gaulle Lufthavn.
Fra Marseille-Provence Lufthavn tager du toget til stationen Vitrolles, hvorfra du kan komme videre med tog til Isle-sur-la-Sorgue.

Charles de Gaulle Lufthavn kan du tage TGV-toget til Avignon (ca. 3 t.), hvorfra du skal videre med et lokalt tog til Isle-sur-la-Sorgue.

Find information om togtider og billetpriser på SNCFs hjemmeside.

Find vej fra Isle-sur-la-Sorgue

/ Fra Isle-sur-la-Sorgue kan du tage et tog eller en bus til Avignon. Toget afgår hver time og tager ca. 30 min. Der er også flere busselskaber, der kører ruten som f.eks. Lignes Express Régional.

Det er også muligt at tage et tog fra Isle-sur-la-Sorgue til Marseille-Provence Lufthavn (ca. 1 t.).

Tjek togtider og billetpriser på SNCFs hjemmeside.

Abbaye de Sénanque© C.Chillio - CRT PACA
Fontaine de Vaucluse
Fontaine de Vaucluse
Luberon hiking
Hiking Gordes Luberon
Senaque Abbey
hiking at Senaque Abbey
Gordes
Provence vandretur
Luberon perched village
Luberon town square
Bonnieux
Bonnieux panorama
Walking in the lavender fields, Provence
Vandring Aiguebrun
Buoux hiking

Turanmeldelser

Der er endnu ikke nogen anmeldelser.

Skriv en anmeldelse

Vurdering