Tips til nye vandrere

Hvis du ikke har vandret før, har du sikkert en masse spørgsmål omkring din første vandreferie – det havde jeg i hvert fald i sin tid! I løbet af årene har jeg gjort mig en del erfaringer, som jeg gerne vil dele med dig her, og som jeg håber, kan være med til at forberede dig på din tur. Og hvis du har spørgsmål, der ikke er besvaret nedenfor, så skriv dem meget gerne i en kommentar til indlægget.

Vandrestøvler

Det absolut vigtigste, når du skal ud at vandre, er, at du er i besiddelse af et par gode vandresko eller vandrestøvler. Personligt vil jeg anbefale støvler fremfor sko, da de giver støtte til anklerne og dermed bedre forhindrer, at du vrikker om. Derudover er det meget vigtigt, at du har gået dem til, inden du tager af sted! Min vandremakker begik engang den fejl at tage et par støvler med, han ikke havde vandret i et par år, og allerede på dag to fik han vabler, fordi han ikke længere var vant til trykkene fra de støvler. Derfor vil jeg på det kraftigste råde til, at man jævnligt går i sine støvler, inden man tager af sted på vandreferie.

Rygsæk

Det måske næstvigtigste udstyr på din vandreferie er din dagsrygsæk, hvor du har alle de ting, du kunne ske at få brug for i løbet af vandredagen. Da du skal bære på den i mange timer hver dag, er det vigtigt, at den sidder godt og passer til din størrelse. Man læser ofte, at en dagsrygsæk helst skal kunne rumme så og så mange liter, men det er meget forskelligt fra person til person, hvor stor en rygsæk man skal have. Jeg er f.eks. ikke særlig høj, og min dagsrygsæk rummer derfor kun ca. 20 liter, mens dem med en længere ryg måske sagtens kan bære en rygsæk, der kan rumme 35 liter. Det afhænger naturligvis også af, hvilken slags tur man er på, men hvis du er på en tur med bagagetransport, burde det ikke være nødvendigt med en stor dagsrygsæk. Sørg også for at købe en rygsæk med en åndbar bagside, så den ikke sidder og klæber til din ryg og tjek, om den kommer med et regnslag, for hvis ikke, så kan det bestemt betale sig at købe et.

Tøj

Det er selvfølgelig meget individuelt, hvad for noget tøj, man godt kan lide at vandre i, men det er en god ide at tænke i lag på lag. Vejret kan være meget omskifteligt i løbet af en vandredag, og det kan derfor være nødvendigt at tage lag af og på. Merinould er godt til både kulde og varme, det er selvrensende og lugter ikke. Derudover er det værd at investere i nogle gode vandresokker, der er åndbare og hjælper til at forhindre vabler. Sidst, men ikke mindst, så er regntøj et must. Her er det værd at købe noget af ordentlig kvalitet, der udover at være regntæt også er åndbart og ikke fylder for meget i rygsækken. Nå ja – husk i øvrigt også at medbringe noget tøj og nogle sko, der ikke er til vandring, som du kan skifte til om aftenen!

Hvad skal man have med i rygsækken?

Igen er det selvfølgelig meget forskelligt, hvad man pakker i sin rygsæk, men her er en liste over de vigtigste ting, jeg plejer at pakke:

  • Kort, rutebeskrivelse og evt. et kompas.
  • Mobil (med downloadede GPS tracks), pung og kamera.
  • Regntøj og ekstra trøje.
  • Husapotek med bl.a. vabelplaster, almindeligt plaster, støttebind, rensevæske og panodiler.
  • Vand (to flasker), frokost og snacks (f.eks. chokolade, nødder, banan, yoghurt).
  • En spork er en kombineret ske, kniv og gaffel, der har vist sig at være ret handy i forbindelse med frokost og snacks. Koster ikke særlig meget og kan købes i outdoor-butikker.
  • Hvis du vandrer i et område med søer eller hav, så medbring evt. badetøj og et hurtigttørrende letvægtshåndklæde, hvis nu du skulle få lyst til at tage dig en dukkert undervejs.

Er det nødvendigt med vandrestave?

Der er fordele og ulemper ved vandrestave; de kan være en støtte – især når man går nedad – og kan aflaste knæene, men de kan også være irriterende at slæbe rundt på, når man ikke har brug for dem. Jeg bruger personligt ikke vandrestave, men det er både en smags- og vanesag, og mange vandrere er glade for dem, så lån evt. et par og afprøv, om det er noget for dig, inden du tager af sted.

Skal man træne inden turen?

Hvis du aldrig har vandret før, kan det være en god ide at vandre nogle lidt længere ture hjemmefra, så du får en fornemmelse af, hvordan det er at gå i flere timer ad gangen. Det er dog ikke et absolut must at træne vandring hjemmefra, hvis du er i nogenlunde god form. På en selvguidet vandreferie tilpasser man jo tempoet efter sig selv, så derfor kan må gå ruterne så langsomt eller hurtigt, man måtte have lyst til, og holde præcis lige så mange pauser, man har brug for. Uanset hvad vil du nok blive øm i kroppen efter de første dages vandring, da man jo ikke er vant til at gå så mange timer til dagligt, men ømheden plejer at fortage sig efter nogle dage, når kroppen har vænnet sig til rytmen. Det er i øvrigt en god ide at sætte sig ind i ruten hjemmefra, så man har et rimeligt overblik over, hvad de enkelte vandredage byder på.

Hvis du har spørgsmål i forbindelse med din første vandreferie, der ikke er blevet besvaret i ovenstående, så skriv endelig en kommentar med dit spørgsmål herunder. Jeg skal forsøge at svare på det, så godt jeg kan!

Her er i øvrigt et link til en pakkeliste, som du kan printe og bruge, når du skal i gang med at pakke til turen.

Om skribenten

client-photo-1
Cecilie Bech Christensen

Kommentarer

Skriv et svar